VI FINDER OS SELV I
MØDET MED ANDRE

VI FINDER OS SELV I
MØDET MED ANDRE

Som at have spist gift

drying

Hvis du har en spiseforstyrrelse, så kan det være, at du genkender dig selv i det, jeg nu skriver. Det ikke at spise, eller kaste op eller overspise kan være et udtryk for, at man igennem sin opvækst har modtaget det, som jeg vil kalde for en form for psykisk gift. Måske det indirekte eller direkte blev sagt, at man skulle være den glade og smilende pige – og det ikke var tilladt at blive vred eller ked af det? Måske man blev kritiseret i tide og utide for alt muligt, og det aldrig var muligt at stille sine forældre tilfredse? Måske man var udsat for psykisk eller fysisk vold eller seksuelle overgreb? Eller måske man har oplevet, at måtte tage særlige hensyn til familiemedlemmer med psykisk eller fysisk sygdom og er derigennem blevet tilsidesat og har lært at tilsidesætte sig selv i en grad, så det bliver usundt? Det behøver ikke være alle fire ting, og det kan også sagtens være helt andre ting, som er blevet sagt eller gjort direkte eller indirekte. Det kan også være, at man har fået giften ind i sit system uden for familien, fx i skolen i form af mobning. Jeg skriver ”familier” eller ”forældre” i det følgende, men det kunne derfor ligeså godt være skolen, eller gymnasiet eller en anden magtfuld gruppe i ens liv, der har fyldt en med gift.

Èn ting, som jeg ofte ser at mennesker med en spiseforstyrrelse har tilfælles, er besværet med at afvise andres og ofte især familiens holdninger til, hvem de skal være som person. Dette giver ikke at spise, kaste op eller overspise en helt ny betydning. I nogle familier er det ikke tilladt at have sin egen mening, eller rettere – man må godt have sin egen mening, hvis den er magen til resten af familiens. Hvis den mening, som er vedtaget, er skadelig for en selv, hvad kan man så gøre? Jo, at nægte at spise kan være en løsning, der ligger lige for. Jeg må ikke afvise, hvad du siger om mig, selv om det gør mig fortræd, men du kan ikke tvinge mig til at spise. Eller, jeg må ikke spytte alt det tilbage i hovedet på dig, som du siger, men jeg kan kaste den mad, som du giver mig, op igen. Du vil have, at jeg skal være tynd og perfekt og kritiserer mig hele tiden, jeg spiser og spiser og bliver så tyk som muligt og bevarer en flig af mig selv dybt ind i mig selv, hvor du ikke kan nå mig eller skade mig.

En del af det at arbejde med en spiseforstyrrelse handler om at lære, at man godt må afvise andres usagte eller sagte holdninger til en. I gestaltsprog kalder vi det introjekter. Jeg havde en skøn lærer på mit studie, som i feedback situationerne sagde: ”du må godt lægge det foran dig, og se og mærke efter, om du har lyst til at tage det til dig, som den eller den sagde”. Det kan være en lille øvelse i at se, om man vil have det fem meter fra sig, lige ved siden af, i skødet eller helt tæt på – eller måske endda at sluge det. Det vigtige er at opdage, at det heldigvis er noget, som man selv bestemmer, når man er blevet voksen. Som barn har man ikke rigtig den mulighed, hvis det ikke er tilladt at have sin egen mening, så er det altså næsten umuligt, for vi er så afhængige af vores forældre. Det kan give nogle rigtig skadelige introjekter, som ligger og skærer i ens mave det meste af ens barndom. Selvom barnet inderst inde måske godt ved, at det ikke passer, så tilpasser barnet sig – eller jeg vil endda sige ofrer sig – for forældrenes skyld. Spiseforstyrrelsen bliver en modgift, der desværre på sigt ofte selv viser sig at blive enormt giftig, og den kan komme til at minde om forældrenes destruktive væremåde.

Modgift skal derfor meget gerne findes andre steder end i spiseforstyrrelsen, og modgift kan altså være at lære at afvise usunde introjekter – og tage de sunde til sig i stedet. For introjekter kan også være rigtig gode og sunde. Det vigtige er at opdage, at man som voksen har muligheden for selv at vælge, hvad man vil have ind i sit system, og hvad man vil sige nej tak til. Det vigtige er at opdage, at man har den gode og sunde magt til at gøre det. Det er muligt, at ens familie stejler og vrinsker og bliver sure, fordi man ikke længere har lyst til at forstille sig og være, sådan som de forlanger. Det er også muligt, at de begynder at ændre sig og bliver mere fleksible, fordi du viser dem en anden og langt mere konstruktiv vej at gå. Hvis du kommer fra en familie, som er lidt sådan som jeg har beskrevet i det ovenstående, så vil jeg vove at påstå, at din spiseforstyrrelse kan ses som et symptom på en dynamik i hele din familie, der ikke har været god, og du kan ses som symptombærer. Når du begynder at blive dig selv mere og mere og lægger symptomet fra dig, så vil ting måske komme frem i lyset, som åbenbarer nye sider af dig og din familie. Det kan ende med at du bliver fanebærer for en langt bedre måde at være familie på.

Men i sidste ende er det jo dig, som afgør, om du er enig i det, som jeg skriver, om du kan bruge det til noget – eller ej. Magten og valget er dit. Du behøver ikke at spise mit budskab, du må gerne lægge det foran dig og mærke efter, om det siger dig noget. Måske smage på det og måske spytte det ud igen J

Kærlig hilsen

Anne Katrine

By |2018-09-05T09:38:58+00:00juli 11th, 2017|0 Kommentarer

About the Author:

Læg en kommentar