Spiseforstyrrelsens trolddomskraft
Manglende selvværd følger næsten altid i kølvandet på en spiseforstyrrelse, eller også har det været en af årsagerne til, at spiseforstyrrelsen blev nødvendig. Man kan kunne hundrede ting til perfektion og have masser af selvtillid og alligevel have en følelse, at man kun er et splitsekund fra at blive afsløret som bedrager, fordi ens selvværd er så lavt. Det handler meget om at lære, at man ikke behøver at gøre for at være god nok, fordi det er nok at være. Det lyder såre enkelt, og det er det selvfølgelig ikke i praksis.
Mange med en spiseforstyrrelse har uro i kroppen, nogle endda angst, så det at sidde i en lotus stilling og meditere i tyve minutter er for mange en udfordring, der svarer til at bestige Mount Everest. Men der findes mange måder at være på, som træner væren på en langt mere overskuelig måde. Fx at tage tre dybe vejrtrækninger sammen med mig terapeuten og lade det være med det og derefter tale om det.
Lidt ad gangen er et mantra, fordi man så hurtigt kan blive overvældet, når man har en spiseforstyrrelse. Kroppen kan i stedet mærkes i det små, og også uden for det terapeutiske rum fx på gåture, til yoga eller i badet. Den har jo ofte været et objekt i spiseforstyrrelsens projekt, så det at genopdage den, og måske endda mærke behagelige kropsfornemmelser kan være en kæmpe aha oplevelse.
Mange finder deres gryende selvværd i genopdagelsen af kroppen. Jeg mærker, jeg føler, jeg tænker, jeg hører, jeg smager, jeg taler, jeg ler, jeg er. Kropsglæde bliver til selvglæde bliver til selvværd.
Det er ikke altid så nemt, som det lyder, selvfølgelig ikke. Især ikke fordi en af spiseforstyrrelsens trofaste følgesvende er selvhenføringen. Det at være selvhenførende betyder, at alt føres tilbage til en selv. Hvis en kollega fx ser sur ud, så vil selvhenføringen/spiseforstyrrelsen måske straks sige: ”Nå, der ser du selv, ingen kan lide dig. Og især ikke Hulla, hun ser smadder sur ud, det er sikkert noget, du har gjort”.
Første skridt er at blive opmærksom på selvhenføringen, ja overhovedet at opdage den, når den taler, så man ikke straks tager dens ord for gode varer. Næste skridt kunne være fx at give den en label og lægge tanken fra sig, som man ville lægge selvangivelsen på en hylde: ”Negative tanker om, at Hulla ser sur ud på grund af mig”. Derefter kan man eventuelt se på, om man ofte giver sig selv ansvaret for andres følelser. Eller man kan udfordre sig selv og faktisk spørge Hulla, om hun er sur over noget, som man har gjort. Man kan også forsigtigt stikke en finger i jorden og spørge andre kollegaer, om de har bemærket, at Hulla måske ikke har en god dag, for at undersøge, om andre har haft en lignende oplevelse. Rigtig ofte vil man gøre sig den erfaring, at det ikke har noget at gøre med en selv.