Pårørende til psykisk sygdom – Styrk dine grænser!
Hvis du er voksent barn af en person med en psykisk sygdom, så vil det ofte være en meget stor udfordring at sætte dine grænser. Mange har nemlig lært, at deres grænser ikke er lige så vigtige som den voksnes. Er du ikke et voksent barn, men pårørende på anden vis, så vil det ligeledes være rigtig svært af mange forskellige grunde.
Psykolog Kim Bonnesen skriver, at man som pårørende til en person med psykisk sårbarhed eller sygdom kan have flere forskellige måder at håndtere det at være pårørende på. Han nævner i sin bog Pårørende til psykisk sårbare fire måder at indgå i relationer på som pårørende.
Jeg vil kort gengive disse fire forskellige relationer i det følgende. De tre første viser tydeligt, hvorfor det kan være så svært at sætte grænser:
1. Den “for tætte” relation
Den første relation, som Bonnesen skriver om, er den “for tætte” relation. Som pårørende bliver du nærmest slugt af personen med den psykiske sårbarhed. Du glemmer at mærke dine egne behov, du har svært ved at acceptere situationen og forsøger at handle dig ud af tingene ved at gøre en masse. Du bliver en pleaser og vil ikke gøre andre kede af det.
Det er også i denne slags relation at de omvendte roller ses, fx barnet som tager sig af den voksne, lillesøsteren som tager sig af storebroren, manden som bliver “far” for sin kone.
Bonnesen skriver, at det i disse tilfælde handler om at skabe lidt større afstand til personen med den psykiske sygdom. Fordi I er ikke én og samme person, men to forskellige mennesker. Samtidig kan det være en god idé at arbejde med sorgen over, at den du er pårørende til har en psykisk sygdom, og at det ikke er noget, som du kan fikse. Og dernæst finde ind til dig selv igen og dine egne behov (Bonnesen, 2014 s. 41 ff.).
Som jeg skrev i det første blog-indlæg, så er det helt naturligt at kæmpe med disse ting, hvis du er et voksent barn af en person med en psykisk sygdom. Måske er du ikke voksent barn til en person med psykisk sygdom, men har måske alligevel lært hjemmefra, at dine behov ikke er lige så vigtige som dine forældres. Eller du har set, at din mor og/eller far altid sætter andres behov før deres egne, og du har kopieret dette mønster. Måske er der en helt anden grund til, at din relation til den, som du er pårørende til, bliver alt for tæt.
Det kan tage lang tid og være hårdt at arbejde med dette, men jeg vil vove og påstå en ting: Du er alt dit besvær værd 🙂 Når du kender dine egne behov og følelser, så vil det også være lettere at sætte dine grænser. Når du kan sætte dine grænser i en relation, så bliver det også lettere i den næste.
2. Den ambivalente relation
Den anden type relation, som Bonnesen kommer ind på, er den ambivalente. Du har stærke ambivalente følelser i forhold til personen med den psykiske sygdom, fx vrede, sorg, afmagt, kærlighed og medfølelse. Din kontakt med personen er derfor svingende. Du har et ønske om at være der, men kan samtidig ikke holde det ud.
Typisk kender du dine tanker og følelser, men har ikke fået adskilt følelserne fra personen i dit liv med en psykisk sygdom. Du har fx ondt af din mor, men du er samtidig rasende over, at hun ikke kan være der for dig, som hun plejer. Du har fx svært ved at adskille sygdommen fra personen: Er det min søster, som åd al min chokolade, eller var det spiseforstyrrelsen? Ligesom i den alt “for tætte” relation kæmper du med at acceptere, at den du er pårørende til har fået en psykisk sygdom. Det er svært at se i øjnene, at det også blevet et livsvilkår for dig at være pårørende. Du har mange forskellige behov, som eksisterer side om side: Du vil gerne have et tæt forhold, men ikke i dets nuværende form, det skal være som i gamle dage. Du vil gerne sætte grænser, men du har alt for stor skyldfølelse etc. (Bonnesen, 2014 s. 46 ff.)
Jeg tænker, at det er helt naturligt at føle en masse ambivalente følelser, når en du elsker pludselig bliver syg. Det er normalt at føle forvirring, frustration, vrede, afmagt, afgrundsdyb tristhed og hemmeligt ønske den, du er pårørende til, derhen hvor pebret gror, hvilket naturligvis også kan resultere i en stor skyldfølelse oven i alt det andet. Det kan sammenlignes med en tur i en af Bakkens vilde forlystelser, en følelse af at blive slynget fra den ene følelse til den næste, op og ned, rundt og rundt, fra den ene side til den anden og pludselig nærmest hænge med hovedet nedad. Det kræver en masse energi af dig, og det kan måske være rigtig godt for dig at finde nogen, som du kan tale med om det.