Som at være forhekset – at have en spiseforstyrrelse
Når man har en spiseforstyrrelse, ser verden ofte meget anderledes ud, end den gør for mennesker uden en spiseforstyrrelse. Spiseforstyrrelsen kan beskrives som en slags hjelm, man har over hovedet, den farver, hvad man ser, hvad man hører, hvad man siger, hvad man spiser, og hvad man gør. Når jeg taler med klienter om, hvordan det var at komme ud af spiseforstyrrelsen, så ser de som regel tilbage med undren på, hvad de tænkte og gjorde, dengang hvor spiseforstyrrelsen herskede over dem. I mange eventyr beskrives forskellige former for forhekselse, og hvordan helten eller heltinden overvinder denne forhekselse. Det kan føles som, at hele verden forandrer sig.
Spiseforstyrrelsen regerer nogle gange med en nådesløshed og selvdestruktivitet, der kan skræmme ens omgivelser, og som kan virke helt uforståelig på en, når man først er kommet godt ud af den.
Når man har en spiseforstyrrelse vil den ofte farve ens opfattelse af selv de mindste ting. Sort/hvid tænkning er meget almindeligt, og nuancerne har ofte svære vilkår. Et kilo som man har taget på i vægt kommer med denne tankegang til at blive en ren katastrofe, fordi et kilo = hundrede kilo. Har man taget et stykke chokolade bliver man pludselig nødt til at spise hele pakken, fordi et stykke chokolade = hele pakken. Er man uvenner med sin veninde, så kan man frygte at miste hende helt, fordi uvenner = brud. Det går fra nul til hundrede på et splitsekund. Når man langsomt begynder at komme ud af spiseforstyrrelsen, begynder man også samtidig at genopdage nuancerne. For rigtig mange er det en kæmpe lettelse, verden får sine farver tilbage, det bliver meget lettere at leve, fordi mindre ting ikke omsættes af spiseforstyrrelsen til katastrofer.