3 myter om spiseforstyrrelser
1 myte
Der er mange myter omkring spiseforstyrrelser, bl.a. at de kun rammer unge. Der er faktisk omkring 50 % unge med en spiseforstyrrelse og 50 % ældre, men mange kampagner retter sig mod unge, og måske er det grunden til, at rigtig mange mennesker går og tror, at spiseforstyrrelser er teenagesygdomme. Det er de altså ikke.
Jeg tænker, at det er ret vigtigt at vide, hvis man er voksen med en spiseforstyrrelse, for det kan være rigeligt svært at have en spiseforstyrrelse uden også at skulle gå og tænke på, om man på en eller måde er ”forkert”, når man nu ikke længere er i begyndelsen af sit liv. Det eneste der er forkert her, er med andre ord den myte, at det kun er unge, der rammes af en spiseforstyrrelse.
Jeg har det syn på spiseforstyrrelser og alle psykiske sygdomme, at de opstår, når vi rammes af noget voldsomt eller udsættes for en langvarig belastning, og måske mangler omgivelsernes støtte og forståelse eller hjælp til at overkomme dette – nogle har måske endda oplevet omgivelserne modarbejde en. Det kan også være, at man aldrig har fået gode overlevelsesstrategier med hjemmefra, enten fordi ens forældre heller ikke havde dem eller af andre grunde, så man ikke har den indre styrke, der skal til for at komme i gennem krisen uden at ty til en spiseforstyrrelse. Spiseforstyrrelsen bliver en overlevelsesstrategi, men der går sjældent lang tid, før den i sig selv kommer til at udgøre et problem i ens liv. Hvis du er voksen med en spiseforstyrrelse, har du derfor haft gode grunde til at få den sygdom, uanset om det skete tidligt eller sent i dit liv.
2 myte
Nogle tror, at spiseforstyrrelser kun er en kvindesygdom. Dette er heller ikke korrekt. Spiseforstyrrelser rammer også mænd i alle aldre. Det er rigtigt, at spiseforstyrrelser statistisk set mest rammer kvinder. Men statistik skal tages med et gran salt, intet menneske kan efter min mening rummes af en statistik. Vi er alle forskellige, har forskellige grunde til at være som vi er, og hvis du er en mand med en af disse typer af spiseforstyrrelse, har du sikkert haft lige så gode grunde til at få den, som enhver kvinde.
Der findes nogle miljøer, hvor mænd er i større risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse, fx inden for skihop, hvor man kan springe længere ved at veje mindre. Inden for visse idrætsgrene, og især når det er elitesport, er totaltallene for mænd cirka ti gange højere end normalt. Endelig er der andre former for spiseforstyrrelser, hvor mænd til gengæld statistisk set er mere repræsenteret, fx megareksi. Når man lider af megereksi bliver man sygeligt optaget af at få større muskler, og begynder at ændre sin kost og sin træningsintensitet så voldsomt, at det smitter af på resten af ens liv.