En symbolsk historie
Der findes en buddhistisk historie, som Mooli Lahad, professor i psykologi og dramaterapi, bruger til at eksemplificere, hvad dramaterapi går ud på. Den findes i en af de træningsbøger, som dramaterapeut Sue Jennings gav mig, da jeg gik på hendes hold. Historien lyder således:
En lille dreng viser en kokon til en buddhistisk guru. Guruen fortæller drengen, at han har fundet en kokon med en lille sommerfugl indeni, og at sommerfuglen snart vil komme ud. ”Må jeg få sommerfuglen,” spørger den lille dreng. ”Ja,” svarer guruen, ”men på én betingelse: når kokonen begynder at åbne sig, og den lille sommerfugl vifter med sine vinger for at komme ud, så må du ikke hjælpe den. Du må ikke hjælpe sommerfuglen med at bryde hul på kokonens skal. Sommerfuglen skal selv klare det.” Det lover den lille dreng. Han tager kokonen og går hjem.
Følelsen af at få stærkere muskler – og måske endda vinger
I flere timer ser den lille dreng på kokonen, indtil han opdager, at der er små bevægelser inde i den. Kokonen bevæger sig, og langsomt kommer der en lille revne i den. En smuk og skrøbelig sommerfugl flakser med sine vinger så langsomt og så svagt, at det så ud som om, at den aldrig ville komme ud.
Den lille dreng ser på, og han føler, at han må hjælpe. Pludseligt og helt imod hvad guruen har sagt, bryder han kokonens skal i to halvdele og lader sommerfuglen komme ud. Den smukke sommerfugl begynder at vifte med sine vinger i et stykke tid, men falder snart til jorden og ligger helt stille. Drengen tager den op og ser på den døde sommerfugl. Han græder, imens han bedrøvet går hen til guruens hus med sommerfuglen i sine hænder.
Han viser guruen den døde sommerfugl, og guruen siger ”Min dreng, du brød kokonens skal, gjorde du ikke?” ”Jo,” svarer drengen. ”Ja så,” siger den gamle mand, ”det er ikke din skyld. Du vidste ikke, at når sommerfugle kommer ud af deres kokon, er den eneste måde, hvorpå de kan styrke deres vinger at støde dem imod kokonens skal. Sommerfuglen slår igen og igen sine vinger mod kokonen, indtil dens muskler er blevet stærke nok til at flyve. Ved at hjælpe den ud af kokonen for tidligt forhindrede du den i at styrke sine vinger, og det var derfor den faldt til jorden og døde.”
At gå i terapi er som at træne sig op til at få stærkere muskler – ja måske endda vinger. Men det kræver en arbejdsindsats. For at det kan lykkes, må man gå kontinuerligt og regelmæssigt i terapi. Det kan ikke forceres. Det er til tider hårdt arbejde, og det tager ofte lang tid. Når man på et tidspunkt begynder at hæve sig op over sine problemer, så kan det føles som at flyve.