VI FINDER OS SELV I
MØDET MED ANDRE

VI FINDER OS SELV I
MØDET MED ANDRE

Spiseforstyrrelsens trolddomskraft

Manglende selvværd følger næsten altid i kølvandet på en spiseforstyrrelse, eller også har det været en af årsagerne til, at spiseforstyrrelsen blev nødvendig. Man kan kunne hundrede ting til perfektion og have masser af selvtillid og alligevel have en følelse, at man kun er et splitsekund fra at blive afsløret som bedrager, fordi ens selvværd er så lavt. Det handler meget om at lære, at man ikke behøver at gøre for at være god nok, fordi det er nok at være. Det lyder såre enkelt, og det er det selvfølgelig ikke i praksis. Mange med en spiseforstyrrelse har uro i kroppen, nogle endda angst, så det at sidde i en lotus stilling og meditere i tyve minutter er for mange en udfordring, der svarer til at bestige Mount Everest. Men der findes mange måder at være på, som træner væren på en langt mere overskuelig måde. Fx at tage tre dybe vejrtrækninger sammen med mig terapeuten og lade det være med det og derefter tale om det. Lidt ad gangen er et mantra, fordi man så hurtigt kan blive overvældet, når man har en spiseforstyrrelse. Kroppen kan i stedet mærkes i det små, og også uden for det terapeutiske rum fx på gåture, til yoga eller i badet. Den har jo ofte været et objekt i spiseforstyrrelsens projekt, så det at genopdage den, og måske endda mærke behagelige kropsfornemmelser kan være en kæmpe aha oplevelse. Mange finder deres gryende selvværd i genopdagelsen af kroppen. Jeg mærker, jeg føler, jeg tænker, jeg hører, jeg smager, jeg taler, jeg ler, jeg er. Kropsglæde bliver til selvglæde bliver til selvværd.

Det er ikke altid så nemt, som det lyder, selvfølgelig ikke. Især ikke fordi en af spiseforstyrrelsens trofaste følgesvende er selvhenføringen. Det at være selvhenførende betyder, at alt føres tilbage til en selv. Hvis en kollega fx ser sur ud, så vil selvhenføringen/spiseforstyrrelsen måske straks sige: ”Nå, der ser du selv, ingen kan lide dig. Og især ikke Hulla, hun ser smadder sur ud, det er sikkert noget, du har gjort”. Første skridt er at blive opmærksom på selvhenføringen, ja overhovedet at opdage den, når den taler, så man ikke straks tager dens ord for gode varer. Næste skridt kunne være fx at give den en label og lægge tanken fra sig, som man ville lægge selvangivelsen på en hylde: ”Negative tanker om, at Hulla ser sur ud på grund af mig”. Derefter kan man eventuelt se på, om man ofte giver sig selv ansvaret for andres følelser. Eller man kan udfordre sig selv og faktisk spørge Hulla, om hun er sur over noget, som man har gjort. Man kan også forsigtigt stikke en finger i jorden og spørge andre kollegaer, om de har bemærket, at Hulla måske ikke har en god dag, for at undersøge, om andre har haft en lignende oplevelse. Rigtig ofte vil man gøre sig den erfaring, at det ikke har noget at gøre med en selv. Når man har gjort denne opdagelse tilstrækkeligt mange gange sker der det forunderlige, at man begynder at kunne se på selvhenføringen med et overbærende blik og straks kan arkivere den under ”sager uden katastrofal betydning”. Men det tager altså ret lang tid for de fleste, før man når hertil. Indtil da er der et kæmpe arbejde i at gøre det igen, og igen, og igen, og igen – til det sidder på rygmarven. Men gør man dette arbejde, vil man på et tidspunkt være i stand til at sige til sig selv, ”Hulla har en dårlig dag. Når hun er blevet lidt mindre snerrende, så vil jeg spørge hende, om hvordan hun har det”. For Hulla vil det måske være rigtig rart at nogen så hendes dårlige humør og spurgte ind til det. Det er jo slet ikke nogen dårlig ting, hvis du kan mærke andres humør og stemninger, det er faktisk noget de fleste vil sætte pris på, fordi de vil føle sig set af dig. Når du ikke længere bruger det selvhenførende, så åbner det op for, at du kan få nogle meget bedre relationer.

Noget som er næste uundgåeligt, når man ikke spiser, eller spiser svingende – måske skiftevis sulter sig og overspiser – det er humørsvingningerne. Kroppen er ikke glad for at sulte, og den er heller ikke glad for overspisninger, og den er heller ikke glad for opkastninger eller overtræning. Det er vigtigt at spise de tre hovedmåltider og få nok og sundt mad indenbords samt få drukket nok væske og træne moderat. Når man har disse ting på plads, vil mange opleve, at humørsvingningerne bliver mindre voldsomme eller måske forsvinder. Men når man har en spiseforstyrrelse er det selvfølgelig lige hér, at udfordringen ligger for de fleste. For hvad er sund mad? Hvor meget skal man spise før man har spist nok – og ikke for meget eller for lidt? Spiseforstyrrelsen har helt sikkert svarene på disse spørgsmål, men den har sjældent ret. Man kan gøre flere forskellige ting her, de fleste med anoreksi ved inderst inde godt, at de ikke spiser nok. De fleste med bulimi eller BED (overspisning) ved sikkert også godt, at når man sulter kroppen tilstrækkeligt længe, så går den pludselig amok i en ren fråder. I terapisituationen kan vi arbejde ud fra en kostdagbog, hvor du hver dag skriver, hvad du spiser, hvad du tænker, hvad du har lavet og hvad du føler. Det er sjældent en nem opgave, spiseforstyrrelsen vil helt sikkert gerne blande sig, og du kommer til at beskæftige dig med nogle af de følelser eller tanker, som du ellers har undgået ved hjælp af spiseforstyrrelsen. En anden ting man kan gøre, er at skelne til dem i familien eller omgangskredsen, som ikke har en spiseforstyrrelse. Hvor meget mad lægger de op på deres tallerken, hvad spiser og drikker de? Det kan derfor være en kæmpe hjælp ikke (længere) at spise alene, men at spise sammen med nogen – også for at få spist de der ofte ret svære 3 hovedmåltider – fx morgenmad (som rigtig mange springer over).

Nogle vil kalde dette at beskæftige sig med symptomerne, og ja, de har helt ret. Men når symptomerne bliver et problem i sig selv, så vil det efter min mening være særdeles uheldigt ikke også at tage sig varsomt og kærligt af dem indimellem i en terapisituation.

 

Kærlig hilsen

Anne Katrine

By |2018-09-05T09:38:21+00:00juli 11th, 2017|0 Kommentarer

About the Author:

Læg en kommentar