VI FINDER OS SELV I
MØDET MED ANDRE

VI FINDER OS SELV I
MØDET MED ANDRE

3 myter om spiseforstyrrelser

1 myte

Der er mange myter omkring spiseforstyrrelser, bl.a. at de kun rammer unge. Der er faktisk omkring 50 % unge med en spiseforstyrrelse og 50 % ældre, men mange kampagner retter sig mod unge, og måske er det grunden til, at rigtig mange mennesker går og tror, at spiseforstyrrelser er teenagesygdomme. Det er de altså ikke. Jeg tænker, at det er ret vigtigt at vide, hvis man er voksen med en spiseforstyrrelse, for det kan være rigeligt svært at have en spiseforstyrrelse uden også at skulle gå og tænke på, om man på en eller måde er ”forkert”, når man nu ikke længere er i begyndelsen af sit liv. Det eneste der er forkert her, er med andre ord den myte, at det kun er unge, der rammes af en spiseforstyrrelse.

Jeg har det syn på spiseforstyrrelser og alle psykiske sygdomme, at de opstår, når vi rammes af noget voldsomt eller udsættes for en langvarig belastning, og måske mangler omgivelsernes støtte og forståelse eller hjælp til at overkomme dette – nogle har måske endda oplevet omgivelserne modarbejde en. Det kan også være, at man aldrig har fået gode overlevelsesstrategier med hjemmefra, enten fordi ens forældre heller ikke havde dem eller af andre grunde, så man ikke har den indre styrke, der skal til for at komme i gennem krisen uden at ty til en spiseforstyrrelse. Spiseforstyrrelsen bliver en overlevelsesstrategi, men der går sjældent lang tid, før den i sig selv kommer til at udgøre et problem i ens liv. Hvis du er voksen med en spiseforstyrrelse, har du derfor haft gode grunde til at få den sygdom, uanset om det skete tidligt eller sent i dit liv.

2 myte

Nogle tror, at spiseforstyrrelser kun er en kvindesygdom. Dette er heller ikke korrekt. Spiseforstyrrelser rammer også mænd i alle aldre. Det er rigtigt, at spiseforstyrrelser statistisk set mest rammer kvinder. Men statistik skal tages med et gran salt, intet menneske kan efter min mening rummes af en statistik. Vi er alle forskellige, har forskellige grunde til at være som vi er, og hvis du er en mand med en af disse typer af spiseforstyrrelse, har du sikkert haft lige så gode grunde til at få den, som enhver kvinde.

Der findes nogle miljøer, hvor mænd er i større risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse, fx inden for skihop, hvor man kan springe længere ved at veje mindre. Inden for visse idrætsgrene, og især når det er elitesport, er totaltallene for mænd cirka ti gange højere end normalt.  Endelig er der andre former for spiseforstyrrelser, hvor mænd til gengæld statistisk set er mere repræsenteret, fx megareksi. Når man lider af megereksi bliver man sygeligt optaget af at få større muskler, og begynder at ændre sin kost og sin træningsintensitet så voldsomt, at det smitter af på resten af ens liv. En helt femte type spiseforstyrrelse, som man også er begyndt at have fokus på, er overtræning, det starter måske med, at man gerne vil være bedre til en bestemt sportsgren, men det tager langsomt overhånd, og for nogle betyder dette, at man må træne mange timer hver dag, og ens liv kredser kun om træningen, så selv børn, kæreste og venner skubbes ud på sidelinjen.

3 myte

Indimellem kan man også støde på den myte, at spiseforstyrrelser er en måde at gøre sig selv bemærket på, så man får mere opmærksomhed. Jeg tror, at når man kan få sig selv til at stille det sådan op, så har man næppe selv prøvet at have en spiseforstyrrelse, og man er i hvert fald ikke specielt god til at leve sig ind i, hvordan det må være. Det er muligt, at det kan se sådan ud udefra, men det føles ikke sådan indefra. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet nogen give udtryk for, at de kun har en spiseforstyrrelse for at få mere opmærksomhed. Faktisk prøver rigtig mange med en spiseforstyrrelse at skjule den, og spiseforstyrrelser elsker at leve i skjul, det kan gøre dem rigtig stærke. Så det er enormt trist, at blive mødt af sådan en myte når man har en spiseforstyrrelse. Jeg råder faktisk meget ofte mine klienter til at dele med helt bestemte og nøje udvalgte mennesker, at de er ramt af en spiseforstyrrelse. Det er noget, som vi kan bruge ret lang tid på at finde ud af, for hvem kan man dele noget så sårbart med – nogle gange viser der sig at være en god veninde, andre gange er det en i familien, eller en kollega. Der kan vise sig at være rigtig god støtte gemt i ens omgivelser. Man kan selvfølgelig sige, at en spiseforstyrrelse kan ses som et symptom på noget, at den er en form for tavs stemme, der fortæller en selv og andre, der har set den, at noget ikke er, som det skal være. Men det er en anden og langt mere kærlig måde at se det på. Så handler det ikke længere om at man ”bare vil have opmærksomhed”, men tværtimod om at spiseforstyrrelsen er et udtryk for en indre smerte, der er så stor, at den ikke kan udtrykkes med ord.

 

Kærlig hilsen

Anne Katrine

By |juli 11th, 2017|0 Kommentarer

About the Author:

Læg en kommentar